Eurocon toppic

Hovedmenu

Sprogvalg: dansk Language selection: English Eurocon 2007 logo
Velkommen til Eurocon 2007 nyhedsbrev nr. 6

Nu nærmer Eurocon 2007 sig med raske skridt. Der er nu kun to uger tilbage, og alle i arrangementsgruppen arbejder på livet løs for at få de sidste detaljer på plads.

I dette nyhedsbrev kan vi fortælle lidt mere om hvad der kommer til at ske på Eurocon 2007, og samtidig har vi nu også åbnet op for tilmeldinger til de ting hvor man skal tilmelde sig på forhånd.

KUNSTUDSTILLING

Eurocon 2007 kunstudstillingen er nu ved at blive klargjort.

I rummet FANTASTIC på 4. sal præsenterer vi følgende udstillere:

  • Lene Fagerlund Larsen - Danmark - kunst (Officiel Eurocon Logo Designer)
  • Milan Dubnicky - Slovakiet - kunst
  • Jean-Pierre Laigle - Frankrig - science fiction telefon kort
  • Valentin Capotescu - Rumænien - rumskibsmodeller
Vi udstiller muligvis også Star Trek og Star Wars memorabilia.

I rummet, FUTURES, også på 4. sal præsenterer vi en særlig udstilling 'The Visions of David A. Hardy' med kunst fra vores æresgæst.

Søndag kl. 18 er der auktion for udstillede genstande sat til salg.

Mere information følger på hjemmesiden i nær fremtid.

Spørgsmål: kontakt udstillingskoordinator Ulrik Kristiansen på
udstillingeurocon2007.dk
Med forbehold for ændringer.

NOVELLEKONKURRENCEN

Vi takker for den store opmærksomhed omkring novellekonkurrencen. Vi modtog i alt 39 noveller fra 10 lande. Alle novellerne er nu sendt ud til dommerne. Vinderen vil blive præsenteret på Eurocon 2007 sammen med andre præmieoverrækkelser lørdag aften.

NAVNE PÅ PROGRAMMET

Eurocon 2007 vil byde på mange navne fra ind- og udland, og der er både tale om forfattere, kunstnere, mediefolk og forskere der kommer og gør programmet både meget stort og meget bredt. Her vil vi kun præsentere nogle få navne. Du kan læse mere på hjemmesiden efterhånden som programmet bliver færdigt.

Svend Åge Madsen (forfatter, Danmark)
Svend Åge Madsen er født 1939, debuterede som forfatter i 1963 med romanen Besøget, og har siden udsendt en lang række romaner, noveller, hørespil og børnebøger. Den tidlige del af forfatterskabet er præget af en eksperimenterende holdning til litteraturen, der resulterer i nogle temmelig abstrakte tekster. Men i slutningen af tresserne begynder Madsen at eksperimentere med fortællingens elementer og litterære skabeloner. Blandt de skabeloner han inddrager i sit arbejde, er mønstre hentet fra science fiction-genren. Såvel romanen Liget og Lysten (1968) som novellesamlingen Maskeballet (1970) rummer således sf-elementer. Der kommer imidlertid først rigtig gang i Madsens science fiction fra omkring midten af halvfjerdserne, hvor han har udviklet sit fortællearbejde i en ny retning. Fra det abstrakte er der nu tale om en tydelig konkretisering såvel med hensyn til personerne, der i højere grad ligner "almindelige" romanpersoner, og med hensyn til geografien. Herefter foregår næsten alt hvad Madsen skriver i det samme univers, geografisk koncentreret omkring Århus og tidsmæssigt spredt fra 1600-tallet og til et godt stykke ind i 2000-tallet.

Thomas R.P. Mielke (forfatter, Tyskland)
Thomas R.P. Mielke deltog i WORLD SF ANNUAL MEETING 1991 i Chengdu, China. De var 15 internationale SF-forfattere (bl.a. Brian Aldiss, Frederick Pohl, E.A. Hull og Jack Williamson), inviteret af det tekniske universitet i Sechuan. 300 rige kinesiske fans måtte betale for hele arrangementet. Mielke vil vise et ca 50 minutter langt privat optagelse fra kongressen, og fortælle om arrangementet. Det er i år 50 år siden han deltog i sin første SF-con, hvilket var worldcon 1957 i London.

Holger Bech Nielsen
Holger Bech Nielsen (født 1941) er en dansk teoretisk fysiker, professor i teoretisk højenergifysik ved Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Han har givet originale bidrag til teoretisk højenergifysik, blandt andet strengteori. Modtog i 2001 den højt estimerede tyske Humboldt-pris for sit videnskabelige arbejde. Flere atomfysiske begreber er opkaldt efter ham, eks. Nielsen-Olesen Vortex. Medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og Det Norske Videnskaps Akademi.

FILM PÅ PROGRAMMET

Et af lokalerne på Eurocon vil blive indrettet som en biograf. Her vil der blive vist en lang række film indenfor de fantastiske genrer. Vi har forsøgt at lave et program med film som man ellers sjældent får chancen til at få set. Her er kun omtalt et enkelt programpunkt, nemlig Rejsen til Saturn. Kig ind på hjemmesiden for at læse mere om de film du kan se.

Rejsen til Saturn
Claus Deleuran's klassiske tegneserie "Rejsen til Saturn" er ved at blive lavet til en tegnefilm af A-Film. Filmen skal have premiere til næste år, og på Eurocon vil nogle af folkene bag fortælle om projektet og vise klip fra filmen. For dem der ikke ved hvad "Rejsen til Saturn" er for noget, kan det oplyses at det simpelthen er den ene tegneserie fra 1970erne som mange af os vil huske, når vi har glemt alt det andet der blev lavet. Som man kan regne ud, handler det om en rumrejse, men en meget underlig form for rumrejse, som blandt andet fører astronauterne - som selvfølgelig er danskere - en tur forbi Himlen, som faktisk findes et sted derude i det ydre rum, selv om Claus Deleuran's version af Himlen ikke var specielt populær blandt de troende tilbage i 1970erne.

MASKERADE

Maskeraden på Eurocon 2007 giver con-deltagerne en mulighed for at klæde sig ud og optræde, som deres yndlingspersoner fra film/serier/bøger eller spil. I konkurrencen uddeles der præmier indenfor forskellige kategorier. Maskeraden vil blive bedømt af et dommerpanel, så den bliver dømt retfærdigt.

Maskeraden har følgende kategorier, og der vil blive uddelt præmier for:

  • Bedste optræden
  • Bedste gruppe
  • Bedste håndværk (kan kun vindes af personer som har lavet deres eget kostume).

Læs mere om reglerne for maskeraden og hvordan du tilmelder

BANKET, RECEPTION M.V.

Der er på Eurocon 2007 en del andre ting man kan tilmelde sig særskilt, f.eks. receptionen på Københavns Rådhus, Round Table med bl.a. æresgæsterne og vores gallamiddag lørdag aften.
Læs mere om de forskellige ting og tilmeld dig her
Med venlig hilsen
Eurocon 2007